Rejsen og førstehåndsindtrykket!

Så er jeg her virkelig! Det er ikke nogen drøm. For det første, har jeg allerede svært ved at tænke på dansk. Det kommer nok lige til at tage et par minutter at vænne sig til det :)

Rejsen fra Danmark startede kl. 06.17 fra Herning banegård, og så kørte toget ellers mod Københavns lufthavn. Mathilde og Per var stået op for at sende mig afsted, hvilket jeg - selvom de var blevet lovet rundstykker - syntes var en rigtig flot præstation! Så tak for det ;) Derudover var min mor og Nikolaj taget med. Min far synes jagten var lidt vigtigere end min afrejse, men hvad kan man også forvente når det er 1. oktober?
Pludselig kørte toget og det faktum at jeg ikke kommer til at se de her mennesker i to måneder, sneg sig langsomt ind på mig.
Togturen var ganske hyggelig - for ikke at sige tæt, for der var knap nok plads til vores kufferter i vognen. Jeg frygter for hvordan det kommer til at blive på hjemturen, hvor vi formentlig har dobbelt så meget bagage?!

Min gruppe får lidt mad i lufthavnen - sushi og nudler :P

Vi ankom til Københavns lufthavn og hele ræset med papirer og pas startede. Da vi først var kommet igennem kontrollen havde vi et par timer hvor vi kunne gå rundt i lufthavnen. Jeg var i gruppe med Cathrine, Janne, Simone og Emma og vi hyggede os. Jeg købte en parfume og vi fik os den sidste øl i to måneder.

Den sidste øl i 2 måneder...

Efter et par timer i lufthavnen skulle vi med flyveren til Island. Efter et par timer i fly, gad jeg egentlig ikke rigtig mere. Og det var lidt et problem, eftersom flyveturen fra Island til Seattle ville komme til at vare 7,5 time...
På Island skulle vi bare lige hurtigt have lidt mad, og så med det næste fly - men der var ét lille problem: Vi forstod ingenting af hvad maden kostede. Hvad siger du til et stykke smørrebrød til 1395 kr?

Derudover var Island simpelthen det smukkeste sted! Bjergene, det vindblæste landskab og klipperne... Jeg bliver nødt til at skal der til igen, 1,5 time var ikke rigtig nok :)

Flyveturen fra Island til Seattle var noget af en prøvelse må jeg indrømme. Jeg havde efterhånden været oppe i næsten et døgn, og alligevel havde jeg svært ved at sove - og der blev ikke serveret noget mad! I 7,5 time! Det var jeg godt nok skuffet over.

Rocky Mountains?

Vi fløj over både Grønland og Canada, og jeg må indrømme det var en helt ny verden der åbnede sig for mig. Så meget uspoleret natur! Så vild natur!

Det var ikke en eneste vej eller en eneste skorsten at spotte hvor end man kiggede hen. Det var bare utrolig smukt, og det gav mig en lille smule håb i forhold til vores planet - nogle steder er faktisk stadig intakte! Og man forstår hvorfor, den natur jeg så fra mit lille flyvindue var så barsk, at jeg tvivler på nogen mennesker nogensinde har sat deres fod der.

Da vi endelig begyndte at nærme os Seattle, var det som om det ikke kunne være rigtigt, var der ikke lige et fly mere, endnu en prøvelse vi skulle overvinde, før vi endelig var der? Næh, vi var virkelig ankommet!


Vi ankom med hævede ben og ekstrem søvnmangel. Gud hvor var det lang tid i et fly! Især når det længste man nogensinde har fløjet er til Grækenland... Der var endda et par stykker fra min klasse, der aldrig nogensinde havde fløjet før! Man må sige de startede med maner. :)


Vi var blevet fortalt at det formentlig ville tage et par timer at komme igennem lufthavnen... Men utroligt nok var der næsten ingen mennesker, hvilket var fantastisk! - Vi ville bare hjem i seng. Vi skulle igennem et sikkerhedstjek. Med rystende knæ og alle tænkelige papirer i min hånd gik jeg modvilligt op mod en meget kynisk udseende mand i uniform. Han spurgte mig om følgende:

Hvad skal du i USA?
Hvem rejser du med?
Har du fødevarer med? Jord? Været i kontakt med dyr?
Hvor mange kontanter har du med?
Hvornår begyndte du at lære engelsk?
Hvem har betalt for din tur?
Hvad laver dine forældre?
Derudover lige en gang fingeraftryk og en øjenscanning.

Alt sammen afsluttet med fire hårde slag med et stempel og et: "Have a good day ma'am."Jeg var åbenbart blevet godkendt!
Endnu mere rystende end før og med følelsen af at være kriminel, kunne jeg nu træde ind i The United States of America.

I lufthavnen stod der et par Asiater med små hvide flag og ventede på os. De skulle eskortere os ud til skolen hvor vi skal gå. Da vi steg op i bussen måtte vi sige farvel til vores to lærere Kelli og Neelen som havde fulgt os på hele turen. Vi ser dem først på mandag igen. Meget skræmmende!
Det var en bustur på ca en halv time. Buschaufføren gav os en lille rundtur på vejen, og vi kørte bl.a. forbi hvor vi kunne se Space Needle - Seattles varemærke - og alle de andre kæmpe bygninger. Det var meget meget surrealistisk! Jeg hæftede mig ved, at det allerførste vores chauffør overhovedet præsenterede for os var alle fastfood-restaurantererne langs vejen - velkommen til Amerika!

Pludselig var vi ved skolen. Lige i det øjeblik havde jeg ikke rigtig lyst længere, kunne jeg ikke bare lige smutte hjem igen? Jeg var fuldstændig smadret, og jeg skulle møde nogle vildtfremmede mennesker som jeg tilmed skulle med hjem!
Vi blev alle sammen stuvet ind i et lille rum, og så begyndte de ellers at råbe navne op. Før jeg vidste af det blev der råbt "Emilie Clausen" (I må selv tænke jer til den amerikanske accent). Med nervøst klistrede fingre trådte jeg frem og en lille dame kom strygende hen til mig og gav mig et stort knus. "I'm Mona, let's get going!" Jamen det synes jeg da egentlig også vi skulle :)

Mona snakkede løs og det var faktisk ikke særlig pinligt. Hun griner meget og har en sjov humor. Hendes mand David var der ikke til at hente mig, han var ude at dømme en ishockeykamp - hans helt store passion har jeg fundet ud af.

Huset ligger omkring 5 minutters kørsel fra skolen, hvilket jeg er super glad for. Mona tilbød mig lidt at spise og jeg blev vist rundt i huset. Det er rigtig hyggeligt og med en masse spændende ting. Mona er kunstner, så der hænger mange af hendes værker rundt omkring.
Derefter fik jeg lov til at få et velfortjent bad og ellers hoppe på hovedet i seng. Jeg har fået deres ældste datter Alyssas værelse som er rigtig hyggeligt. Begge deres døtre er væk hjemmefra, men den yngste datter, Lea, kommer hjem mens jeg er her :)

Det var meget mærkeligt at ligge i en fremmed seng i et fremmed land på et fremmed kontinent! Jeg lå længe og kunne ikke falde i søvn. Derhjemme var kl. ca 3 om natten mens den var knap 21.00 her i Edmonds hvor jeg bor. Det er en forstad til Seattle som ligger ca en halv times kørsel herfra.

Jeg tænkte på hvordan det ville blive at møde David næste dag og tusind andre ting. Men alt i alt var jeg meget tilfreds, jeg tænkte, at alt ville se lysere ud, når jeg først var kommet til hægterne igen.