Thanksgiving - et ædegilde

I torsdags var det Thanksgiving. En gammel amerikansk tradition som stammer tilbage fra nybygger-tiden. Og det hele handler om kalkunen! 

Jeg fejrede Thanksgiving med min værtsfamilie herhjemme i deres hus. Naboerne Lynn og David var inviteret med deres tre børn Alex på 3 år, tvillingerne Matthew og William på 5 måneder og Lynns søster. Derudover var Monas mor der. 

Min værtsfar David med kalkunen.

Kalkun med fyld. 

Jeg synes aftenen var rigtig hyggeligt og afslappet, og jeg var meget interesseret, i al den nye mærkelige mad der blev serveret! Det var faktisk meget ligesom juleaften, stemningen, forventningen, al den tid der blev brugt på madlavningen - kalkun er ikke så langt fra and, når det kommer til stykket! Og den var ikke tør overhovedet! Jeg ved virkelig ikke, hvordan de gjorde det, for det havde jeg nemlig forventet, den ville være. 

Jeg kunne se, hvor meget denne højtid betød for menneskerne omkring mig, de sendte en tanke, til dem de plejede at være sammen med. De savnede deres datter Alyssa, som er i Jordan som udvekslingsstudent. Og det fik mig til at tænke på, at jeg er glad for vi ikke fejrer Thanksgiving i Danmark! Det ville have været næsten ligesom at fejre juleaften uden familien, hvilket jeg ikke tror jeg ville have brudt mig om. Så det var rene fordele! En dejlig højtid og ingen blandede følelser fordi jeg ikke savnede "den måde det plejer at være".

Kalkun uden fyld. Den var lavet af æbler, selleri, brød, svampe og muligvis løg. 

Mig og kalkunen! Muligvis den mest overfotograferede fugl til dags dato... 

Min værtssøster Lea og Monas mor med sovsen. De laver enormt meget, så der er nok til at fryse ned og bruge senere. 

Bordet næsten helt klar. 

Da vi var kommet til bords, var der den, åbentbart obligatoriske, runde med, hvad man var taknemmelig for. Det var familien, arbejdet og vennerne som de fleste nævnte. Jeg sagde at jeg var glad for muligheden for at komme herover, møde dem alle sammen og opleve Thanksgiving. Jeg synes det var lidt mærkeligt, jeg kunne i hvert fald mærke mit hjerte banke lidt hurtigere, det der med bevingede ord er ikke lige mig - især ikke når man ikke var forberedt! Lynn deres nabo begyndte næsten at græde, fordi Mona og David er som familie for hende, man er vel i Amerika!

Og her var så endelig den færdige tallerken! Der var små bordkort til alle, og bemærk at Mona har stavet mit navn rigtigt!
Drikken til venstre er danskvand og tranebær-æblejuice. Drikken til højre er vin! Det havde jeg ikke lige regnet med, det er første gang jeg er blevet tilbudt alkohol i løbet af mine to måneder herovre! Men fik så heller ikke mere en det lille glas - alle deres vinglas er så små! Kl. 12 på tallerkenen er der noget de kaldte "salat-et-eller-andet", men det var i virkeligheden lavet af flødeskum og ananas, meget desertagtigt. Kl. 2 er der tranebærsovs - Mona havde lavet den med appelsiner i. Kl. 3 er der artiskok-bønne et eller andet. Kl. 5 er det sweet potatoes. Jeg tror det er en speciel slags kartoffel, denne her overhældt med Kahlua. Kl. 6 er det kartoffelmos, de lod skinden blive på,  lidt mærkeligt. Kl. 9 er der fyld fra kalkunen og kl. 11 kalkun! Alting var virkelig lækkert og jeg spiste til jeg revnede.

Derefter var der afslapning på The Digestion Couch, som Lea kaldte den. En sofa som jeg pludselig lagde mærke til for et par dage siden. Tænk at jeg slet ikke har opdaget, den var der på 2 måneder! Det får mig til at tænke på, hvor lidt af Amerika jeg faktisk har set, når det kommer til stykket.
Og så var der pecan-tærte til desert, som jeg tvang i mig, selvom jeg faktisk slet ikke kunne spise mere. Mig og Lea lavede julepynt, og jeg kom i tanke om julestjerner, som jeg kan lave i hovedet. Det tog ikke Mona mange sekunder at skære mig en hel stak papirstrimler - jeg tror hendes bagtanke var at få mig til at lave nogle til hende. Det havde jeg da ikke noget imod, så nu har jeg lavet en 10 stykker, det er da en fin måde at huske mig på.

Fredag aften var vi til ishockeykamp. David er meget passioneret omkring ishockey og holder styr på bl.a. udvisninger og halvlegshornet hos de lokale Silvertips i Everett en 20 minutters kørsel herfra. Det var ret interessant at se siden jeg faktisk aldrig har været til en professionel sportskamp før! Ikke engang en enkel fodboldkamp i Danmark. Stemningen var rigtig fed og David havde skaffet os nogle koklokker så man ikke behøvede belaste sin stemme for meget. Jeg er faktisk glad for at det var hockey og ikke amerikansk fodbold jeg fik at se, fordi jeg da nogenlunde kunne følge med i hvad der skete i hockeykampen.
På vej til kampen var vi på mexikansk restaurant. Tænk, det eneste fastfood-sted min værstfamilie overhovedet har taget mig til! Det havde jeg ikke forventet inden jeg kom herover, og jeg kan ikke sige andet, end at det har æret en positiv overraskelse!

I dag har  vi været til morgenmad hos Davids mor og hendes mand. Vi fik vafler med ahornsirup og kalkunpølser, da de begge er jøder. Det er lidt mærkeligt, eftersom moren konverterede da David var 8 år gammel, men hvad ved jeg.
Derefter kørte vi ind til Seattle i kvarteret Fremont, som er et meget specielt lidt alternativt kvarter med fx en kæmpe statue af Lenin, den står der vist bare, fordi den ikke rigtig har andre steder at stå.
Derudover er der Waiting for the interurban, som forestiller en familie, der venter på bussen. Det sjove ved den er, at folk giver den forskelligt tøj på hver eneste dag, så man ved aldrig, hvordan den ser ud.  

En anden skulptur i Fremont under en bro kaldet The Troll. Der plejede at sove hjemløse her og blive dumpet skrald. Nu er det et meget yndet turistmål - man skulle være hurtig, hvis man ville have et billede, før andre smuttede før en!

Happy birthday Emily!

Som nogen muligvis kan nikke genkendende til, så var det min 18-års fødselsdag i onsdags. I Danmark er det en stor dag! Du er myndig, du kan få dit kørekort, du kan komme ind på de fleste diskoteker osv. Men herovre, der er det ligesom ikke rigtig noget specielt. De kan køre når de er 16, og det der med alkohol kan de alligevel ikke, før de er 21, så hvad betyder 18 år? 

For mig betyder det ret meget! Jeg må sige jeg blev ret bitter, da jeg her den anden dag hørte, at en af mine bekendte, som har fødselsdag dagen efter mig, netop har fået sit kørekort. Det kunne have været mig! Jeg når det jo nok, men det kunne da have været rart hvis det var overstået og klar til afbenyttelse? 

Pigerne fra min klasse som var til fødselsdagsmiddag i "mit" hus. 

Min dag startede kl. 5.30, da jeg vågnede ved lugten af æg og bacon. Jeg havde spekuleret på, om min værtsfamilie ville gøre noget særligt ud af morgenen på min 18-års fødselsdag. Langsomt gik det op for mig, at æggene ikke var til mig, de var til min værtsfar, som står op så tidligt hver dag. Jeg står normalt først op kl. 7.00. Så jeg lagde mig til at sove igen. Da jeg igen vågnede var huset tomt. Køkkenet så ud som det plejede, og jeg rakte lidt underligt til mode ud efter min sædvanlige skål med havregryn og rosiner. Jeg manglede lidt den traditionelle morgensang. Jeg har prøvet ikke at være hjemme på min fødselsdag, da jeg gik på efterskole, men jeg har aldrig undværet morgensangen før.

 Så var det tid til at gå til bussen. Den første lykønskning jeg fik var fra Nicolai fra min klasse, som står på ved det samme busstop som mig. Fra klassen var der det normale tillykke-vandfald: når først én siger det, går det pludselig op for alle de andre. Den første halve time var stille og rolig, indtil fire piger vader ind i klassen med en kæmpemæssig lagkage med lys! Alle synger fødselsdagssang og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv! Det var virkelig sødt af dem, og for første gang den dag, følte jeg, at der faktisk var noget specielt ved den. Kagen var rigtig lækker traditionel dansk lagkage. Gud ved hvor lang tid de havde brugt på at lave den, og hvor  var det bare fedt! 

Vi var i skole til kl. 17.00 den dag. Derefter havde jeg fået lov til at invitere nogle venner hjem på middag. Mona lavede maden, vi fik hjemmelavet pizza og gulerodskage. Det var rigtig hyggeligt at have nogle af mine veninder på besøg, nu hvor min familie ikke var der. Af værtsfamilien fik jeg et rigtig flot kaffekrus fra Starbucks som jeg havde ønsket mig. 

Så det var den fødselsdag, jeg er da glad for jeg i det mindste fik én gave - jeg ser frem til resten når jeg kommer hjem!

I mandags lavede vi vores første laboratorieforsøg herovre, hvilket er under al kritik, eftersom vi faktisk er kommet her hovedsageligt for at have fysik og kemi! Forsøget gik ud på syre-basebestemmelse og var fuldstændig til grin. Sidst jeg lavede noget lignende var i 8. klasse. Man skulle mene, at 2.g ville byde på lidt større udfordringer. Jeg glæder mig meget til at komme hjem til min danske fysiklærer!

Wauw pH-papir det var dog fascinerende...

Gæt en lort...

Det her er måske lige at gå over gevind? Vi har "øjenskyllere" i laboratorier derhjemme, til hvis man spilder kemikalier, men jeg har godt nok ikke set en bruser før! 

Derudover er det begyndt at sne. Mellem 2 og 5 centimeter, så det er jo ikke så slemt... Eller er det?! Her i Seattle og omegn er 5 centimeter sne lig med en nødsituation! Jeg har ikke været i skole i to dage nu, fordi der ligger 2 centimeter sne i vores baghave. Det er virkelig langt ude, at det kan være så stort et problem, i hvert fald når man kommer fra Danmark! Amerikanerne skal dog undskyldes med, at de har rigtig mange stejle bakker. Især i Seattle centrum har jeg nogen gange været nervøs for at køre der selv i godt vejr, simpelthen fordi det er så stejlt!
Så kunne man jo salte vejene? Det var et spørgsmål jeg stillede mine værstforældre. Men nej, det kunne man da ikke! Det ville jo ruste bilerne, og det var i hvert fald heller ikke godt for miljøet! De bruger kun sand. Så hellere lade være med at gå på arbejde i en uge, verden går jo ikke under af den grund?
Jeg ved ærligt talt ikke, hvad Danmark ville gøre uden salt om vinteren! Det ville absolut ikke være noget kønt syn. Men de er ikke så vant til det her, de ligger ca. på højde med Frankrig. Jeg synes bare, at det er lidt sjovt, at jeg sidste vinter ikke fik snefri en eneste dag, og at jeg nu har haft det to dage i træk pga. 2 centimeter.
Tre af mine klassekammerater brugte i mandags seks timer på at komme hjem fra Seattle, hvilket normalt tager en halv time. Jeg er glad for at jeg ikke tog med dem!

Cathrine foran skolen. Det er DET lille snelag som jeg snakker om ja! 

I morgen er det Thanksgiving. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Der har ligget en kæmpe kalkun på 8 kg i køleskabet i en uge nu. Tranebærsovsen er lavet, og kalkunfyldet er snittet. Så nu venter vi bare, jeg håber det lever op til mine forventninger fra alle de amerikanske tv-shows, mon ikke det gør?
Jeg melder selvfølgelig tilbage om det, når jeg engang kan rejse mig efter ædegildet.

Hunde, dansk bøf og amerikanske specialiteter

Øjenkontakt! Det var virkelig en bedårende hund. 

I denne her weekend har vi haft fint besøg hjemme ved min værtsfamilie. Nemlig hundebesøg! Nogle af David og Monas venner har to små dværgschauzere, som de skulle passe. Det var to damer, eller "ladies", som Mona kaldte dem, nemlig mor og datter på 4 og 2 år. Moren hed May og var meget energisk og kontaktsøgende. Meget ligesom Simba faktisk, så det var rigtig dejligt lige at få lidt erstatningshund. Til daglig har vi kun en kat ved navn Bella. Jeg tror den er lidt bange for mig, og jeg har jo heller aldrig været det helt store kattemenneske. Datteren Zoe var meget sky og svagelig. Den havde vist noget med leveren, og de var blevet nødt til at beholde den, fordi de ikke kunne sælge den. Den var jeg ikke helt så glad for, jeg kan bedst lide hunde, der faktisk ser ud som om, de kan lide én.

Min værtsmor Mona og hundende. Zoe var lidt for træt til selv at løfte hovedet. 

May

I lørdags var jeg i teateret. Det var vores engelsklærer, som havde arrangeret turen. Stykket, vi skulle se, hed The Scarlet Letter, som direkte oversat betyder det skarlagensrøde bogstav. Stykket handlede om en pige, som tænkte tilbage på sin barndom. Hendes mor havde fået hende uden at have nogen mand, og det var jo selvfølgelig ildeset i det 17. århundrede. Men hun ville ikke sige hvem manden var, og blev derfor tvunget til at gå med et rødt A for adultery (utroskab) på sit bryst. I løbet af historien fandt man ud af, at det var landsbypræsten, hun har været sammen med. Han var bogstaveligt talt ved at dø af skam og dårlig samvittighed.

Det var et rigtig godt stykke, som fokuserede på samfundets påvirkning på mennesker. Hvordan normer og tradition bestemmer, hvordan man kan leve sit liv. Det sker stadig i dag, men det var bare mere tydeligt i det 17. århundrede. Jeg går ud fra at budskabet var, at man nogle gange skal gøre, hvad man føler for, selvom det måske ikke er, hvad der er forventet, i stedet for at spilde sit liv. 

Jeg var meget grebet af stykket især, fordi det var så velspillet. Der var en lille pige på tolv år, som spillede datteren som lille, hun var virkelig dygtig!

Springvand udenfor teateret. 

I søndags kom jeg til at nævne for min værtsmor, at det da kunne være sjovt at lave noget dansk mad til dem, og før jeg vidste af det, stod jeg og lavede dansk bøf med agurkesalat og det hele! Jeg er ikke verdens bedste til at lave mad, men resultatet blev faktisk hæderligt! Det var meget mærkeligt at se den ret stå på bordet i mit amerikanske "hjem". Det så ud til, at de godt kunne lide det.
Vi bagte også pebernødder. Det var en kamp for mig at få oversat opskriften fra dansk til engelsk. Der er mange "bageudtryk" som knivspids, stænger, kugler, rulle og ælte som er svære at oversætte. Mona fik sig et godt grin, da jeg foreslog at oversætte "små rullede kugler" til "pellets". Det var det min ordbog foreslog, men i hendes ører betød "pellets" harelort... Ikke så godt.
Derudover var der alle måleenhederne som skulle omregnes. I USA bruger de ikke vægte, men måler alt på volumen. Mona var meget imponeret, da jeg viste hende hvordan vi nulstiller vægten for at afveje en ny ingrediens i en skål, der allerede er i brug. Tænk at en 50-årig kvinde kan have levet et normalt lykkeligt liv uden nogensinde at have gjort det!

Dansk bøf med bløde løg og agurkesalat (næsten) som far ville lave den...

Jeg har skrevet endnu en artikel til AOH.dk - alt om Herning. Den handler om de små underlige ting, der har irriteret og fascineret mig ved USA: http://aoh.dk/artikler/amerikanske-specialiteter

Seværdigheder og kulinariske oplevelser

Sidste torsdag var en rigtig dejlig dag! Vi havde nemlig ingen timer. I stedet kørte vi med bus ind til Seattle, hvor vi skulle på Museum of History and Industry. Det handlede om Seattles ophav, lakseindustrien, brandende og om hvordan, der havde set ud for mange år siden. Det var ret spændende, men jeg tror, man ville have fået mere ud af det, hvis man havde haft en guide til at fortælle en om tingene. 

Loftet i Cheesecake Factory- der var virkelig kræset for detaljerne og den gode stemning. 

Efter museet blev vi kørt ind til centrum, og så stod dagen ellers til fri afbenyttelse. En 8-9 piger og Jasper fra klassen tog på The Cheesecake Factory. Det er et virkelig lækkert sted med en rigtig hyggelig atmosfære. Hovedretten var god nok, men ikke rigtig noget at skrive hjem om. Eller måske okay nu hvor jeg vælger at gøre det :) Men det var helt klart desserten, vi var kommet der for. Det hedder jo ikke Cheesecake Factory for ingenting! Det var de lækreste ostekager, 7 af os piger delte tre stykker - og der var rigelig til alle! 

Cheesecake Factory. 

Min hovedret, laks, fritter og spinat. 

Original ostekage med jordbær - deres bestseller gennem 30 år! Himmelsk!

Ostekage med chokolademousse - en lille smule tung i længden!

Ostekage med hindbær og citron - dejlig frisk!

Med maverne fulde gik vi lidt rundt på må og få og kiggede i butikker. Da kl. nærmede sig fem, begav vi os hen imod Space Needle. Lige ved siden af den ligger nemlig EMP-bygningen. EMP står for Experience Music Project. Det er en meget underlig men smuk bygning, der nærmest er "krøllet" og bygget i skinnende metaller i forskellige farver. Og der ville vi da hen, for der var nemlig gratis entré den dag. Bygningen var mindst ligeså spændende indvendig som udvendig! Som nogen kommenterede, måtte arkitekten have røget et eller andet, mens han tegnede den bygning. Det var ikke helt til at finde rundt, fordi bygningen var så kunstnerisk.

Guitarsøjle i EMP-bygningen. 

Selve udstillingen bestod i en masse gamle musikklenodier. Fx Jimmy Hendrix og Nirvana. Jeg er ikke sikker på om alt i udstillingen stammede fra Seattle, men jeg kunne godt forestille mig det. Det var ret interessant at kigge på ældgamle guitarer, men jeg tror, man virkelig skulle have været fan eller meget musikinteresseret for at have fået det fulde udbytte af udstillingen. Der var også nogle lokaler med små rum, hvor man kunne prøve at spille forskellige instrumenter. En lille smule ligesom Guitarhero eller Singstar. Der var ret lang kø og instrumenterne var svære at finde ud af. Ellers en fed idé.

Indenfor i EMP-bygningen. Der var en scene med noget vildt fedt lys. Et bandt var ved at gøre sig klar til at spille, men jeg nåede desværre ikke at høre dem. 

Den "krøllede" EMP-bygning ved siden af Space Needle som ses i refleksionen. Der kører også et tog igennem bygningen. 

Torsdag var en utrolig smuk dag med næsten skyfri himmel og 17 °C.  Det var varmt nok til at gå uden jakke, og nogle stykker fra klassen fik solbadet en smule. 

 Fredag var jeg inde at se Due Date i biografen. Den handler om en mand, der skal på forretningsrejse men bliver smidt af flyet pga. mistanke for terror. Derfor prøver han at komme hjem til sin gravide kone, inden hun skal føde. Fordi han har mistet sin pung, vælger han tøvende at få et lift med fyren, der har rodet ham ud i hele balladen. Og så sker der ellers ting og sager! Mest mindeværdige scene er, hvor fyren - som bærer rundt på sin fars aske i en kaffedåse - uden at vide det kommer til at drikke kaffe brygget på denne her aske... Ret langt ude, men også til tider hylende morsom film.

Det værste ved den biograftur var, at som vi står og betaler for biletterne, kan Sara pludselig ikke få en! Hun har nemlig ikke noget ID med. Jeg tror man skulle være 17 år for at se den. Janne som er 18 tilbyder så at købe hendes billet, men man skal åbenbart være 21 for at købe billetter til andre. Manden bag os i køen tilbyder at købe billetten for hende, men det går heller ikke, da han ikke er hendes forælder eller værge...! Sara er lige ved at tage hjem, da en mand tilbyder hende sin billet. Hun tager imod tilbuddet om at købe den, og manden tager hjem. Jeg ved ikke, om det var fordi, han rent faktisk ikke kunne få lov til at købe en ny, fordi de kunne genkende ham, eller om det var i ren vrede over systemet. Flink var han i hvert fald! Der findes godt nok søde mennesker rundt omkring.


Lørdag stod det ned i stænger nærmest hele dagen. Ikke desto mindre havde ca. halvdelen af klassen besluttet at tage til Snoqualmie Falls som ligger på den anden side af Seattle. Det tog ret lang tid at køre derud med bus, og vi skulle skifte flere gange. Vandfaldet var ret flot og meget stort, fordi det havde regnet så meget. Det var ærgerligt vejret var så dårligt, ellers kunne det havde været dejligt at gå en tur oppe i den omkringliggende natur. Men det var der ikke rigtig nogen af os, der havde overskud til.

Snoqualmie Falls, desværre i en lille smule tågede omgivelser pga. vejret. 

På tilbagevejen var vi inde at spise på italiensk restaurant i Seattle. Det var et ret fint sted, og jeg skulle selvfølgelig have noget med skaldyr. Hvad jeg ikke vidste var, at min ret, der kostede ligeså meget som alle de andres store pizzaer og pastaretter, bestod af to små blæksprutter, tre rejer og to muslinger. Det kunne jeg jo hverken blive helt eller halvt mæt af, så jeg fik heldigvis noget pizza af nogle af de andre. Det skal dog nævnes at min skaldyrsret smagte himmelsk! - Der skulle bare lige have været tre gange så meget af den.  

Typisk mig... 

Ellers går tiden bare stille og roligt fremad, der sker ikke det store i hverdagene, med mindre man vælger at tage i centeret eller biografen efter skole. Jeg har faktisk været i biografen i dag og se The Social Network, som handler om opfinderne af Facebook. Meget anderledes end den traditionelle amerikanske happy ending film. Jeg ved ikke om det var tæt på virkeligheden, men det er i hvert fald utroligt hvad man kan gøre med en computer! Alt i alt synes jeg det var en meget interessant film.

Jeg kan også godt mærke, at jeg har været herovre seks uger efterhånden. Jeg kan rigtig godt lide at være her, men jeg er også begyndt at glæde mig til at komme hjem igen. De sidste par uger står på teaterforestilling, tur til Seattle med min værtsmor Mona, Football, Høstmiddag, den nye Harry Potter film og selvfølgelig min 18 års fødselsdag! Ellers håber jeg bare på, at jeg når at se alt det, jeg gerne vil se og får købt alt det, jeg jo umuligt kan undvære :)

Halloween weekend!

I søndags var det d. 31 oktober og dermed halloween. Det skulle selvfølgelig fejres, og rigtig mange fra min klasse havde købt adgang til skolens halloweenfest fredag aften som varede fra 20.00-01.00. 

Jeg vil sige jeg synes folk havde gjort rigtig meget ud af kostumerne! Vi piger især, havde haft det svært med at finde et kostume der dækkede en rimelig del af vores krop, i og med halloween åbenbart er en undskyldning for at gå meget letpåklædt... Jeg troede det var en skrøne, men nej, det er meget svært at komme udenom et miniskørt! 

  

Diskolyset var der ikke noget i vejen med!

Desværre nåede vi knapt nok at komme ind til festen før der kom en brandbil susende og alle blev "evakueret". Det viste sig at det var røgmaskinen på dansegulvet der havde skabt alt postyret... 

Musikken var også temmelig meget anderledes end herhjemme. Den bestod mest af "gangster-rap", Miley Cyrus og Justin Bieber. Det var mest bassen det gik ud på, og de der "syng med sange" glimrede ved deres fravær.

Brandbilen der kom for at uskadeliggøre røgmaskinen...

Maja, Janne og Emma alias Temptpigen, mafiosa og hippie. 

Nicolai og Alexander alias... Ja, det ved jeg egentlig ikke!

Mathias Brændgaard og værtsbror alias Luigi og Mario - der var også en der var Yoshi. 

Der var nok omkring 500 elever til festen og hovedparten af deltagerne var asiatere. Det er nu heller ikke så mærkeligt når man kigger sig omkring på skolen til hverdag - 80% er asiatere eller med asiatisk ophav. Man føler sig jo ligefrem som en minoritet! 

Til festen var der snacks som cupcakes og andet godt og derudover rigelige mængder - vand og cola! 

Det var godt nok en lille smule anderledes at være til en fest uden alkohol, når man er vant til det hjemmefra. Jeg troede egentlig ikke det betød så meget, men jeg måtte indse, at det gør det faktisk! Jeg synes selv, det er temmelig søgeligt, at man ikke kan have det helt så sjovt uden alkohol. Det var da en meget god aften, men der manglede ligesom bare noget. 

Pernille og Sara alias Rødhætte og djævel. 

Cathrine og Simoe som feer. 

Camilla og Charlotte alias Bloody Mary og vampyr. 

Janne og mig (Hvis I ikke lige genkendte mig.)

Dagen efter stod der Seattle på programmet, og det var ikke noget afslappende program:

Bådtur, Hard Rock Cafe og lasershow.

Ca. halvdelen af klassen tog med på bådtur på Lake Washington. For at sige det mildt stod det ned i stænger hele dagen! Heldigvis var der dejlig varmt på båden hvor man kunne nyde den smukke udsigt. Turen varede ca. 2 timer og vi kom forbi en masse spændende ting undervejs. Bl.a. Seattles karakteristiske husbåde. Der ligger godt 500 husbåde langs Seattles breder. Nogle af dem små og ydmyge, andre kæmpestore og flere millioner dollars værd. Antallet af husbåde er kontrolleret, og der er mange regler for, hvordan man må bygge. Hele historien med husbåde begyndte flere 100 år tilbage hvor mange fattige mennesker ikke havde råd til at købe jord. Derfor byggede de huse på søen næsten omkostningsfrit. Dengang lå der op mod 1500 husbåde hvis beboere smed deres affald direkte ud i vandet. Siden dengang er der sket meget, og det er i dag temmelig eksklusivt at eje en husbåd.

 Amerikansk fodboldstadion for de lokale Huskies. - Størrelsen var som sædvanlig overvældende. 

Stars and Stribes.

Evergreen Point Floating Bridge er 2300 m lang og er verdens længste flydende bro. Den er blandt de lokale kaldet verdens længste parkeringsplads pga. de evige kødannelser 

Nogle temmelig eksklusive husbåde!

Husbåden som er med i filmen Sleepless in Seattle. 

Nogle af de mange forskellige husbåde.

Udover husbådene sejlede vi forbi Starbucks hovedkvarter og Bill Gates' hus. Det var nu ikke fordi man kunne se så meget af forståelige årsager, men det er alligevel lidt sjovt at han bor her i Seattle. Nogle af de største villaer jeg nogensinde har set lå ned langs bredden og det er formentlig nogen af USAs rigeste mennesker der bor i dem. Flere huse havde deres egen lift oppe fra huset og ned til et lille lysthus ved bredden.

Downtown Seattle.

Båden vi var med. 

Hygge på en kaffebar efter sejlturen. For en gangs skyld ikke Starbucks. - I  2.y er der altid plads til én til!

Efter bådturen gik vi ind imod centrum, hvor der selvfølgelig lige var tid til en lille kaffepause. Lidt shopping blev der da også lige tid til både før og inden. Hen mod aften var det tid til at besøge Hard Rock Cafe. Stedet er meget kendt for sine musikklenodier og fede stemning. Der var, som ventet, fed rockmusik under måltidet og alle tjenerne var klædt ud i anledning af halloween. Det var rigtig hyggeligt og maden var bedre end jeg havde forventet. Det var jo rigtigt kød og frisk salat og måltidet adskilte sig fra Mcdonalds-mad på alle tænkelige måder. På andensalen var der en scene som var perfekt til intime koncerter - den var desværre ikke indtaget mens vi var der.

California Burger på Hard Rock Cafe! Det var rigtig mandemad og Gud det smagte godt!

Efter Hard Rock skulle vi se et lasershow i Pacific Science Center lige ved siden af Space Needle. Det var en stor kuppelligende sal, hvor man kunne ligge nede på gulvet og kigge op. Lasershowet var lavet til Michael Jackson musik og så kunne man ellers bare ligge der og lytte til musikken og kigge på de flotte billeder i en time. Lasershowet lignede lidt det man ser på windows mediaplayer bare i kæmpe format. Det var en meget fed måde at nyde musik på og en sjov oplevelse.

Desuden er det godt at taxier er så billige i USA... På vej hjem fra Busterminalen i Lynnwood ca. 10 km fra hvor vi bor, steg Nicolai, Janne og jeg på en forkert bus. Det var det rigtige nummer, men den kørte så bare lige i den forkerte retning... Vi var for trætte til rigtigt at opfatte det, og det var først da vi synes landskabet begyndte at se noget fremmed ud, at vi gik lidt i panik. Buschaufføren var heldigvis rigtig flink og gav os et taxinummer - det var nemlig den sidste bus!
Alt gik godt, og vi kom godt hjem i seng, selvom lidt mindre drama nu ikke havde gjort noget...

Space Needle by night...