Thanksgiving - et ædegilde

I torsdags var det Thanksgiving. En gammel amerikansk tradition som stammer tilbage fra nybygger-tiden. Og det hele handler om kalkunen! 

Jeg fejrede Thanksgiving med min værtsfamilie herhjemme i deres hus. Naboerne Lynn og David var inviteret med deres tre børn Alex på 3 år, tvillingerne Matthew og William på 5 måneder og Lynns søster. Derudover var Monas mor der. 

Min værtsfar David med kalkunen.

Kalkun med fyld. 

Jeg synes aftenen var rigtig hyggeligt og afslappet, og jeg var meget interesseret, i al den nye mærkelige mad der blev serveret! Det var faktisk meget ligesom juleaften, stemningen, forventningen, al den tid der blev brugt på madlavningen - kalkun er ikke så langt fra and, når det kommer til stykket! Og den var ikke tør overhovedet! Jeg ved virkelig ikke, hvordan de gjorde det, for det havde jeg nemlig forventet, den ville være. 

Jeg kunne se, hvor meget denne højtid betød for menneskerne omkring mig, de sendte en tanke, til dem de plejede at være sammen med. De savnede deres datter Alyssa, som er i Jordan som udvekslingsstudent. Og det fik mig til at tænke på, at jeg er glad for vi ikke fejrer Thanksgiving i Danmark! Det ville have været næsten ligesom at fejre juleaften uden familien, hvilket jeg ikke tror jeg ville have brudt mig om. Så det var rene fordele! En dejlig højtid og ingen blandede følelser fordi jeg ikke savnede "den måde det plejer at være".

Kalkun uden fyld. Den var lavet af æbler, selleri, brød, svampe og muligvis løg. 

Mig og kalkunen! Muligvis den mest overfotograferede fugl til dags dato... 

Min værtssøster Lea og Monas mor med sovsen. De laver enormt meget, så der er nok til at fryse ned og bruge senere. 

Bordet næsten helt klar. 

Da vi var kommet til bords, var der den, åbentbart obligatoriske, runde med, hvad man var taknemmelig for. Det var familien, arbejdet og vennerne som de fleste nævnte. Jeg sagde at jeg var glad for muligheden for at komme herover, møde dem alle sammen og opleve Thanksgiving. Jeg synes det var lidt mærkeligt, jeg kunne i hvert fald mærke mit hjerte banke lidt hurtigere, det der med bevingede ord er ikke lige mig - især ikke når man ikke var forberedt! Lynn deres nabo begyndte næsten at græde, fordi Mona og David er som familie for hende, man er vel i Amerika!

Og her var så endelig den færdige tallerken! Der var små bordkort til alle, og bemærk at Mona har stavet mit navn rigtigt!
Drikken til venstre er danskvand og tranebær-æblejuice. Drikken til højre er vin! Det havde jeg ikke lige regnet med, det er første gang jeg er blevet tilbudt alkohol i løbet af mine to måneder herovre! Men fik så heller ikke mere en det lille glas - alle deres vinglas er så små! Kl. 12 på tallerkenen er der noget de kaldte "salat-et-eller-andet", men det var i virkeligheden lavet af flødeskum og ananas, meget desertagtigt. Kl. 2 er der tranebærsovs - Mona havde lavet den med appelsiner i. Kl. 3 er der artiskok-bønne et eller andet. Kl. 5 er det sweet potatoes. Jeg tror det er en speciel slags kartoffel, denne her overhældt med Kahlua. Kl. 6 er det kartoffelmos, de lod skinden blive på,  lidt mærkeligt. Kl. 9 er der fyld fra kalkunen og kl. 11 kalkun! Alting var virkelig lækkert og jeg spiste til jeg revnede.

Derefter var der afslapning på The Digestion Couch, som Lea kaldte den. En sofa som jeg pludselig lagde mærke til for et par dage siden. Tænk at jeg slet ikke har opdaget, den var der på 2 måneder! Det får mig til at tænke på, hvor lidt af Amerika jeg faktisk har set, når det kommer til stykket.
Og så var der pecan-tærte til desert, som jeg tvang i mig, selvom jeg faktisk slet ikke kunne spise mere. Mig og Lea lavede julepynt, og jeg kom i tanke om julestjerner, som jeg kan lave i hovedet. Det tog ikke Mona mange sekunder at skære mig en hel stak papirstrimler - jeg tror hendes bagtanke var at få mig til at lave nogle til hende. Det havde jeg da ikke noget imod, så nu har jeg lavet en 10 stykker, det er da en fin måde at huske mig på.

Fredag aften var vi til ishockeykamp. David er meget passioneret omkring ishockey og holder styr på bl.a. udvisninger og halvlegshornet hos de lokale Silvertips i Everett en 20 minutters kørsel herfra. Det var ret interessant at se siden jeg faktisk aldrig har været til en professionel sportskamp før! Ikke engang en enkel fodboldkamp i Danmark. Stemningen var rigtig fed og David havde skaffet os nogle koklokker så man ikke behøvede belaste sin stemme for meget. Jeg er faktisk glad for at det var hockey og ikke amerikansk fodbold jeg fik at se, fordi jeg da nogenlunde kunne følge med i hvad der skete i hockeykampen.
På vej til kampen var vi på mexikansk restaurant. Tænk, det eneste fastfood-sted min værstfamilie overhovedet har taget mig til! Det havde jeg ikke forventet inden jeg kom herover, og jeg kan ikke sige andet, end at det har æret en positiv overraskelse!

I dag har  vi været til morgenmad hos Davids mor og hendes mand. Vi fik vafler med ahornsirup og kalkunpølser, da de begge er jøder. Det er lidt mærkeligt, eftersom moren konverterede da David var 8 år gammel, men hvad ved jeg.
Derefter kørte vi ind til Seattle i kvarteret Fremont, som er et meget specielt lidt alternativt kvarter med fx en kæmpe statue af Lenin, den står der vist bare, fordi den ikke rigtig har andre steder at stå.
Derudover er der Waiting for the interurban, som forestiller en familie, der venter på bussen. Det sjove ved den er, at folk giver den forskelligt tøj på hver eneste dag, så man ved aldrig, hvordan den ser ud.  

En anden skulptur i Fremont under en bro kaldet The Troll. Der plejede at sove hjemløse her og blive dumpet skrald. Nu er det et meget yndet turistmål - man skulle være hurtig, hvis man ville have et billede, før andre smuttede før en!