Hoedown og genbrug!

Steffen og Jasper fra min klasse som rigtige cowboys. 

 Hvad er det lige, man giver sig til en fredag aften i Amerika? Man tager da til square dance selvfølgelig! Eller det gjorde vi i hvert fald en del fra min klasse her i fredags. Kan godt afsløre at der var en smule flere piger end drenge, der havde begivet sig ud i det her mere eller mindre mærkelige foretagende. Men ja, på med cowboyhatten, nederdelen og den ternede skjorte - og så afsted!

Bandet der underholdt under maden. Det kan godt være musikken var grænsende til det pinlige, men det skabte den helt rigtige stemning! 

Da vi ankom, fandt vi ud af, at det hele skulle foregå i en kirke. Dog ikke en helt traditionel en af slagsen; der var et bandt med temmelig jammerlig cowboymusik og en storskærm med teksten, så man kunne synge med, hvis det var det, man ville.
Jeg følte mig temmelig malplaceret på trods af, at jeg faktisk havde forsøgt at leve mig ind i temaet med charmeklud og det hele.
Mad var der selvfølgelig også, og den var helt traditionel amerikansk: Bønner, barbecue, coleslaw, majsbrød og chips. Det kunne spises, men det var ikke ligefrem det bedste jeg har oplevet.

Rigtig amerikansk bondemad!

Jeg fandt også ud af hvad Hoedown egentlig betyder. Det er en slags høstfest i og med a hoe er en hakke, og at når man stiller hakken ned, så er sæsonen ovre.

 Efter maden var vi kommet til aftenens højdepunkt, dansen! Jeg ved ikke, hvor mange mennesker vi var, men der var så mange, at det var svært at finde en plads på gulvtæppet. Først lærte vi de grundlæggende trin. Det hele var meget hyggeligt med den der stemning af gammel western, jeg ikke helt kunne finde ud af, om jeg skulle tage seriøst eller ej.

Lidt efter lidt tyndede det ud i menneskemængden på dansegulvet, men der var nogle stykker, der slet ikke kunne få nok. 

Så blev vi delt ud i kvadrillier på fire par, og så var det ellers bare, at høre efter hvad manden sang, når han ledte os rundt i trinene. Det var sjovt at se, hvordan selv drengene faktisk levede sig ind i det og havde en sjov aften. Tænk at nogle mennesker tager til square dance i den lokale kirke fredag aften. Det står noget i kontrast til en gennemsnitlig dansk teenagers ide om en fed aften. 

Næste morgen gik turen til Seattle. Mig og Sara fra min klasse kom efter lidt besvær med bussen. Og så stod den ellers på shopping og udforskning!

En ægte Burberry-gummistøvle?!

Seattle er en utrolig dejlig by, der er en stemning af liv lige meget hvor man går, og selvom det er en millionby med enorme højhuse, mister den ikke sin hygge. Jeg føler mig tryg når jeg går rundt i Seattles bakkede gader pga. hele atmosfæren der er munter og byder én velkommen. Der var butikker jeg aldrig har set magen til før. Fx var der en butik propfyldt med globusser og kort fra hele verden. Ligeledes var der en butik, der kun solgte hatte i alle afskygninger.

Under al chokoladen er der faktisk æbler! Jeg var lidt skeptisk, men tilfældigvis stod der en dame med smagsprøver og de smagte himmelsk!

Halloween nærmer sig, og det er altså virkelig svært at finde ud af, hvad man dog skal være! Der var mange gode bud i hattebutikken, synes faktisk godt jeg kan bære en burgerhat!

Sara og jeg fik på en af vores mange afveje bevæget os ned i et lidt for eksklusivt kvarter... Vi skyndte os væk før vi blev helt fortabt i de gudesmukke designerkjoler!

De mange bakker og butikker resulterede i ømme ben og glødende hævekort, så vi tænkte, at det var tid til lidt mad. Jeg er efterhånden blevet ret vild med sushi, men det her var helt anderledes, end noget jeg før har prøvet!

Sushien kørte rundt på et lille rullebånd! Rundt og rundt i restauranten så man næsten ikke kunne vælge! Stykkerne var anrettet på forskelligtfarvede tallerkener. Hver farve symboliserede en bestemt pris fra omkring 1,5 $ til 5 $. Jeg fik smagt en masse forskelligt og man kom helt udenom det der med at levne - jeg havde jo selv valgt præcis hvad jeg ville have!

Det er da et fantastisk koncept og maden var desuden rigtig lækker! Tror ikke det er sidste gang jeg skal derind!

Ja okay, det er da meget godt at vide - men hvorfor er det lige, der hænger sådan et skilt på sushirestaurantens  toilet? Meget malplaceret... 

Sara havde denne her helt specielle genbrugsbutik, som hun gerne ville ind i. Hun havde fundet den på internettet og var fast besluttet på, at der SKULLE vi bare ind! Og det ville jeg da også hjertens gerne, hvis vi ellers kunne finde den. Vi gik rundt i en halv time og var inde at spørge i tre butikker. Alle butiksejerne sagde at; "den ligger da lige rundt om hjørnet!" Men det gjorde den så bare ikke. Sara var lige ved at ringe efter en taxi, for koste hvad det ville, så skulle vi bare derhen!
Jeg forstod ikke helt hendes fascination og ildhu - lige indtil butikken endelig dukkede op!

Der var tylskørter og gamle festkjoler helt tilbage til 1940'erne overalt! Alle mulige former for beklædningsgenstande i alle verdens farver. Og det hele var genbrug. Butikken var helt igennem pragtfuld og en oplevelse i sig selv.
Vi brugte lang tid derinde og prøvede de mest mystiske ting. Ikke ét stykke tøj var ens, og jeg er helt sikker på, at de ting jeg fik købt derinde, dem er der ingen andre, der har!

Ejeren af butikken ledte os videre til nogle andre genbrugsbutikker i nærheden. Jeg fandt en par lædersko til 20 $. Det svarer til ca 107 kr! Det er ærgerligt man skal til Århus derhjemme for at finde butikker som dem. Alle tingene var nøje udvalgt og passede perfekt til butikkens stemning.


Da vi langt om længe var kørt træt i shopping - for den dag i hvert fald! Kom min værtsfar og værstmor og hentede os. Mona min værtsmor er kunster, og hun havde spurgt, om jeg ville med til åbningen af et nyt tema i et galleri, hvor hun udstiller.
Temaet var farven blå, og der var en masse forskellige kunstnere der udstillede værker i forskellige materialer. Derudover var der et lækkert tagselvbord med chips, dip, vindruer og muffins som vi i al diskrethed kastede os over.

Der blev også serveret rødvin, og det var ret mærkeligt at gå rundt med et glas med danskvand og lime, nu hvor jeg lige har lært, at jeg hjertens gerne må drikke vin. Folkene på galleriet var meget interessede i at høre om hvem vi var og om Danmark. Faktisk havde en af kunstnerne danske rødder og så måtte vi jo fortælle hvordan det var at bo i Danmark, hun havde nemlig aldrig selv været der.

Der er et eller andet med amerikanerne og small-talk, for jeg kom også i snak med en ung kunstner. der ville høre om hvad vi studerede herovre, og hvad vi synes om Seattle. Hans maleri var et af de bedste, der var der, så det kunne da være ret sjovt, hvis han bliver til noget stort en dag, og jeg så kan sige, at ham har jeg snakket med!

Kunstnerisk chokolade til galleriåbningen! Vi troede egentlig chokoladen var forbeholdt særligt udvalgte, men da det så ud til, at det ikke ville blive spist, fik mig og Sara lov til at gå til fadet. Det var lækkert, men jeg tror nu, det var udseendet, der var kredset mest for. Hvert stykke koster i omegnen af 10 kr! 

Kunsten at lave mad og flyvemaskiner

Sidste torsdag skulle vise sig at blive en begivenhedsrig dag. I stedet for vores mere eller mindre spændende tutoring-timer (lektietimer) skulle vi nemlig se en film. Det var frivilligt, og de fleste tænkte nok ligesom mig, at så fik man da lidt afveksling. Filmen hedder Food Inc. og handler om fødevareindustrien i USA.

Det her er sådan, vi gerne vil tro, vores mad bliver lavet. Landlig idyl, dyrene har det godt og kvaliteten er i højsædet.

Men ifølge Food Inc. er virkligheden en helt andet. Mad er som alt andet noget man kan tjene penge på, mange penge. Og måden hvorpå man kan forøge sin indtjening er ved at forringe dyrenes og arbejdernes vilkår:
 - Kyllingerne bliver slagtet dobbelt så hurtigt som de gjorde for 50 år siden - og nu er de dobbelt så store.
 - Illegale mexikanske arbejdere bliver ansat til en sulteløn og når arbejdsgiverne er færdige med dem, anmelder de dem til politiet og de bliver smidt ud af landet.
Sjovt nok er det åbenbart kun ulovligt at være ansat, og ikke at være den der ansætter!

 - Køerne bliver fodret med majs i stedet for græs, fordi majs er billigt. Faktisk kommes der majs i alt! Nærmest alle forberedte madvarer i supermarkedet indeholder majs. Selv Coca Cola! Som et par kemikere sagde i filmen, kan majs ved lidt kemisk snilde laves om til næsten hvad som helst. 

Et eksempel på industriens magt:
En genmodificeret sojabønne blev godkendt af staten. Landmænd begyndte at købe frøene fordi de var godkendt og fordi de havde en stor resistans overfor skadedyr og sprøjtemidler. Bagsiden af medaljen var, at firmaet nu havde alle rettigheder til bønnen. Det betyder, at bønderne ikke må gemme deres egne frø, men hvert år skal købe nye. Fordi firmaet er så stort står de nu for 90 % af sojabønnerne i USA. Hvis man forsøger at gemme sine frø kan man godt regne med at blive sagsøgt. Og de bliver ved til man giver op. Denne kontrol betyder at firmaet kan tage lige hvad de vil for sojabønnerne, fordi der ikke er nogen konkurrence. - Tænk at eje en plante!


Noget der også gjorde indtryk på mig var, at der i hele USA kun er 13 slagterier! Det svarer til, at der i Europa ikke engang ville være et slagteri pr land! Selvfølgelig er det mere effektivt, og man sparer en masse penge, men der er bare lige ét problem: Når så store mængder kød kommer forbi det samme sted, betyder det, at hvis der er sygdom i én ko, er resten af kødet også i fare for at blive inficeret. Det vil sige at 1/13-del af alt kød bliver nødt til at blive trukket tilbage fra hylderne. Og det er meget svært når industrien er så magtfuld. Selvfølgelig vil de ikke uden kamp miste så stor en indtjening. Sundhedsrisikoen er enorm og igen kan det ikke nytte noget at sagsøge - hvem har penge nok til at slå så omfattende en modstander?


Der var også den her familie som kun havde råd og tid til at købe fastfood-mad. De vidste godt, at det ikke var godt for dem, men de havde ikke råd til andet, fordi de skulle have råd til at købe piller til farens sukkersyge... Ond cirkel! I USA er det sunde mad det dyreste, hvilket jeg synes er foruroligende!

Efter filmen var der en diskussion om, hvad man kunne gøre for at ændre de her ting. Det var fx at købe økologi, fair-trade, frugt og grønt efter årstiden, kende dyrevilkårene og købe lokalt. Det er da noget, jeg har tænkt mig at tænke lidt mere over for fremtiden. For som der blev sagt bagefter, har industrien nemlig ikke mere magt end dens kunder giver den, det er trods alt os de lever af.

Mig i gavebutikken på Boing fabrikken. Det eneste sted man fik lov til at tage billeder - meget ærgerligt!

Om eftermiddagen var vi på Boing. Vi fik en rundtur på omkring halvanden time på fabrikken. Og det mest fascinerende var størrelsen! Det mest irriterende var, at man ikke måtte tage sit kamera med, hvilket jeg var virkelig træt af! Ville jo gerne have lagt nogle billeder herind.

Bygningen hvor de bygger de enorme fly er anset som verdens største arealmæssigt. Jeg er ikke typen der husker tal, men jeg kan dog huske at guiden fortalte, at den er stor nok til at rumme hele Disneyland i Californien - og så ville der endda være en del plads til overs! Derudover kan der, når de har dørene åbne, komme fugt ind så det dannes skyer inde i bygningen. Altså et helt lille vejrsystem med regn og det hele! Og det der med varme bruger de heller ikke, de tusindvis af lamper der oplyser bygningen kan producere nok varme til at holde temperaturen omkring de 20 °C.

Alt i alt var det et meget fedt besøg med udsynet ned over de enorme byggehaller som højdepunktet. Det er slet ikke til at fatte at noget kan være så stort og at så mange mennesker kan få en arbejdsplads til at fungere som en velsmurt maskine. Tre dage og så er der et fly ligeså højt som en femetages bygning - utroligt!

Men ja, alting skal jo laves et sted, flyvemaskiner er bare ikke lige en af de ting, man kan forestille sig hvordan bliver lavet, før man faktisk ser det med egne øjne.

Burger, pomfritter og cookies

I har sikkert, ligesom mig, tænkt over, hvad man egentlig ville få serveret herovre i Amerika! Skrækscenarierne om endeløse mængder af fedt og sukker har trængt sig på. Og selvfølgelig har de en frygteligt masse ulækre ting - eller lækre om man vil - herovre. Cookies med chokoladestykker på hvert et gadehjørne. Burgerbarer, pizzasteder, mexikanske take-awaysteder og kinesiske forårsruller og nudler dryppende af fedt... Men min erfaring efter et par uger er, at man selv kan vælge! Hvis man gerne vil være fed, så har man alle muligheder, og hvis man ikke vil, så håber jeg, det kan lade sig gøre!

Heldigvis er jeg landet i et rigtig godt hjem, hvad det angår. Maden er overvejende sund og varieret, selvom jeg godt nok får vafler til morgenmad hver weekend... Det der med fastfoodrestauranterne har jeg prøvet at holde mig fra. Mest af alt fordi det simpelthen ikke virker tiltrækkende på mig! Jeg bliver nærmere frastødt når jeg står i den ende af centeret de kalder "The Terraces Food Court". Det lyder måske tiltrækkende, lige til man ser at det fine navn gemmer på 13 fastfoodsteder placeret i rundkreds. Om jeg så var meget sulten, ville jeg ikke spise der!

I stedet spiste jeg i går lørdag på en italiensk restaurant med tre af pigerne fra klassen. Og det var lækkert! Så ved jeg så ikke hvor mange kalorier der var i det, men jeg er sådan set også ligeglad så længe der er lagt kærlighed i det - og det er der i hvert fald ikke på de der fastfoodsteder!

Mhhh... Med drikkepenge kostede pastaen, isen og lige så meget lemonade jeg kunne drikke 25 $. Det svarer til 133 kr. Og så var det virkelig også fantastisk mad!

En anden sjov ting er, at jeg tror jeg har set én Mcdonalds herovre. En! I Danmark og resten af Europa kan man ikke køre 10 km uden at se en Mcdonalds, og i de større byer ligger de nærmest på hvert gadehjørne. Men sådan ser virkeligheden ikke ud her i "den gyldne måge"'s hjemland. Problemet er, tror jeg, at der simpelthen er konkurrence herovre. Taco Bell, Wendy's, Subway og alle mulige andre fastfoodrestauranter stjæler billedet og kunderne. Det er mærkeligt hvorfor lige Mcdonalds har fået monopol på Europa på den måde...?

En anden mærkelig ting ved Amerika og mad er, at de spiser meget grimt. I hvert fald målt efter danske normer for høflighed! De skovler! Det der med en kniv, det bruger de ikke. Med mindre der altså er en ordentlig steak, der skal parteres. Når de så har skåret dyret i mundrette bider, så lægger de kniven og skovler videre.
Jeg føler mig meget mærkelig, når jeg sidder der og prøver at være høflig, det bedste jeg har lært, og jeg så bare finder ud af, jeg ser totalt mærkelig ud. Jeg prøver, men per automatik ligger kniven altså i min højre hånd gennem hele måltidet. Og ja, sådan er jeg, så må vi se hvor meget af de "dårlige manerer" der hænger ved når jeg kommer hjem.

Det hyggelige køkken hos min værtsfamilie hvor der bliver lavet sund mad! Også når det ikke er mig der laver maden. Det skal lige tilføjes at jeg kun laver mad når de ikke er hjemme. Har leget lidt med tanken om at lave dansk bøf til dem, men tror bare jeg dropper det.

Og når ja, så lavede vi også lige nogle cookies i går her hos værtsfamilien, lidt sødt skal der jo være plads til!
Vil forsøge at få opskriften med hjem!

Tilføjelse! Mormor, mor og datter kiggede mærkeligt på mig, da jeg spurgte hvorfor de brugte en kniv, og ikke en kartoffelskræller til at skrælle æbler med. De bruger kun kartoffelskrælleren til kartofler! Mærkeligt...

Den amerikanske natur...

Ting jeg ikke lige er vant til på en gåtur i boligkvarteret....

1. Amerikansk dame jeg aldrig har set før, og nok heller ikke kommer til at se igen, siger godmorgen til mig! Jeg siger febrilsk: "Goodmorning". Det er jo ikke fordi jeg ikke vil, jeg er bare ikke vant til det...

2. Lille amerikansk dreng siger ikke hej da jeg går forbi... Åh gudskelov, så behøver jeg ikke være usikker på om han nu gør eller ej, eller om jeg burde. I stedet vinker han til mig! Jeg vinker tilbage og smiler. Blev helt glad.

3. Bilerne holder for en! Jeg står tålmodigt og venter mens to biler kører forbi mig på villavej. Begge biler holder og ser undrende på mig - som om det da var en selvfølge jeg havde førsteret... ?

4. Der er små grå egern over det hele! De er ret søde og man kan komme helt tæt på dem.

5. Hummingbirds! Jeg kigger ud i haven, og så er der en kolobri! De der små bitte fulge man normalt forbinder med en tropisk regnskov. Det virker meget surrealistisk!

Et hurtigt snapshot - de er nemlig ret svære at fange! De kan flyve med op til 54 km/t.  Og så kan de kan også flyve baglæns! De lever af insekter og blomsternektar eller, som her, sukkervand folk sætter i haven for at tiltrække dem. 

Her i fredags var jeg i biografen. Som sædvanlig var alt større i USA, skærmen var enorm! Og det kostede 10,5 dollar pr. billet. Det er omkring 56,5 danske kroner! Og pga. de billige billetter kunne man jo lige tillade sig lidt flere popcorn :)

Bemærk at dette er en LILLE cola!

Fedt: Der er smør på popcornene, så de bliver slet ikke så tørre som normalt og smager desuden fantastisk!
Mindre fedt: De puttede så meget is i sodavanden, at da jeg troede jeg kun var halvfærdig, var resten is.

Udsigten fra den lille færge. Det var ærgerligt det var overskyet, ellers kunne man have set mange af de omkringliggende bjerge. 

Lørdag var jeg med min værstfamilie og min veninde Emma på tur. Vi besøgte en af familiens gamle venner, der netop har fået bygget et nyt hus på en halvø ud for Edmonds hvor jeg bor. For at komme ud til huset skulle vi sejle med færge i 20 min. Huset var enormt! 5 soveværelser og 4 badeværelser og udsigt til fjorden. Og der var kun hende - hun kan jo bruge al sin tid på at gøre det rent...
Der var ca. 50 m ned til vandet. En stenbred fyldt med muslinger og sneglehuse. Det var utroligt smukt.

Lidt posering på færgen.

Emma og jeg på stranden lige nedenfor huset. Jeg slæbte en hel dynge muslinger med hjem!

Siden sidst

Puha der sker en forfærdeligt masse herovre! Lektierne er begyndt at regne ned over os og vi er så småt ved at falde til. Huset her i Edmonds USA føles allerede meget hjemligt.

Space Needle

Tiden går så hurtigt! Her i tirsdags var vi inde og besøge Seattle og se byens berømte varemærke Space Needle. Den blev bygget til verdensudstillingen i 1962. Det var - som de fleste andre høje bygninger - noget af en udsigt vi kunne nyde fra toppen af "nålen". Man skulle ikke have højdeskræk!
Derudover så vi Pike Place Market som er et marked som er dækket af tag, men som alligevel er sådan halvvejs udenfor. Meget karakteristisk og stemningsfuldt. Man kunne få alle slags mad der, fisk, frugt, kød, brød ect. Men også alt muligt andet.

Mmhhh... KÆMPE hummer. 

"Åh nej, den er levende! Ad ad ad!!!" - Det var den så egentlig ikke, det var mændene bag disken, som trak i en snor i fiskens hale, der fik den til at bevæge sig. Vældig underholdende :D

"Gum Wall" lige under Pike Place Market. Jeg har skrevet en lille artikel om den: http://aoh.dk/artikler/tyggegummi-forskoenner-gadebilledet

Åh Starbucks... <3

Vi besøgte også den originale Starbucks. Det var en lidt underlig oplevelse eftersom man hele tiden skulle dukke sig for japanere der skulle have øjeblikket foreviget med deres kamera. Apropos Starbucks er jeg efterhånden blevet ret vild med kaffe herovre! Det skyldes ikke mindst de utallige varianter af kaffe der udbydes! Kaffe med skum, fløde, iskaffe, kaffe med vanilje, hvid chokolade... Det er virkelig lækkert! Jeg er især blevet forfalden til den såkaldte coffee mocha som er kaffe og chokolade med flødeskum. Mums. 

Kaffe er også rigtig godt mod det jetlag, som jeg stadig har! Det er meget mærkeligt at være træt kl. 3 om eftermiddagen, og være fuldstændig bombet kl. 8 om aftenen. Og så vågne kl. halv 5 om morgenen fordi man ikke kan sove mere... Mærkeligt! 

Jeg er ret vild med at de skriver ens navn på koppen. Og ja, som forudset hedder jeg ikke andet end Emily herovre.

Seattle set fra Space Needle!

I dag har jeg været i Alderwood Mall som ligger cirka 10 km fra skolen. Det er vidst et ret lille indkøbscenter i amerikansk målestok, men jeg synes det er enormt! jeg nåede overhovedet ikke at se det hele! Og ja, jeg må være ærlig og indrømme, at jeg shoppede godt og grundigt igennem... Men jeg er glad for alle mine køb, så helt skidt kan det da ikke være? :)
Det er helt vildt fedt at der findes så meget anderledes tøj end hjemme i Danmark. Man bliver jo nødt til at købe det inden vi skal hjem - det er jo ikke sikkert jeg får muligheden igen, vel?

Dagens fangst i storcenteret - ikke dårligt!

De første par dage

Den første morgen fik jeg lov til at sove ligeså længe jeg ville, hvilket jeg også trængte til! Trods min store søvnmangel kunne jeg kun sove til omkring kl. 10. Mona lavede vafler til mig, og jeg havde meget svært ved at vælge mellem alle hendes mange forskellige slags te.

Monas billede er det gule i midten. 

Efter morgenmaden tog Mona, David og jeg ind til biblioteket i Edmonds hvor Mona er med i en udstilling kaldet: "It's hard being green...". Ment både som farven grøn men også rent miljømæssigt. Der var rigtig mange flotte værker, både malerier og arbejder i stof, keramik, træ og perler. Mange af kunsterne kom op og fortalte om baggrunden for deres værker, det var meget interessant, og man fik et helt nyt syn på deres budskab.
 Der blev uddelt præmier til de tre vindende kunstværker og derudover var der et kagebord. Grønne kager selvfølgelig!

Senere på dagen tog Mona og David mig med ned i "downtown" i Edmonds hvor der var marked. Jeg var også på mit første Starbucks-besøg nogensinde. Starbucks betyder meget herovre. Det er en verdensomspændende kaffebar som startede i Seattle, så de er overalt. Det var virkelig lækkert! :P
På markedet var der alt muligt. Der var en masse flotte blomster og friske grønsager, tøj, smykker ja alt muligt.
På markedet mødte jeg Janne og Alexander fra min klasse og hilste på deres værtsfamilier. Det var dejligt lige at vide, at jeg ikke var den eneste der var overlevet :)

Smukke georginer på markedet til 5 $ (ca 27 kr)

I tror måske det er kage - men nej! Det er ren sæbe! En dame på markedet havde en sæbebod, og som det anes i baggrunden, havde hun endda hundesæbe! Meget fascinerende... 

Da vi kom hjem spurgte jeg om jeg måtte hjælpe med at lave mad. Jeg er ikke sikker på de regner med jeg skal lave noget overhovedet, men jeg synes det var mærkeligt hvis jeg ikke skulle hjælpe - nu hvor jeg ikke rigtig havde andet at lave. Mona havde købt porrer, kantareller og to slags rødbeder på makedet. Det begyndte ligeså stille at gå op for mig, at jeg måske ikke bare kom til at leve af fastfood alligevel!
Og da hun spørger om jeg vil være med til at lave frisk pasta - altså fra grunden - blev jeg rigtig glad. Jeg kommer til at få ordentlig mad! :D

Aftensmaden var vildt lækker, selvom det var lidt mærkeligt at hun måtte hente en kniv til mig, fordi jeg synes det var lidt mærkeligt uden. De bruger ikke rigtig kniven når de spiser herovre - håber ikke de synes jeg er alt for mærkelig...
Derefter lærte Mona mig et kortspil kaldet Nertz eller noget i den stil. Det er lidt ligesom 7-kabale bortset fra at man spiller mod hinanden. Jeg tabte stort!

I dag tog vi ind til Seattle hvor Mona havde nogle billeder udstillet i et galleri. Vi kørte rundt i området, og jeg fik virkelig en fornemmelse af hvor stort det er! Universitetet kan rumme omkring 30.000 studerende! Det er langt ud over min fatteevne!