søndag den 3. oktober 2010

De første par dage

Den første morgen fik jeg lov til at sove ligeså længe jeg ville, hvilket jeg også trængte til! Trods min store søvnmangel kunne jeg kun sove til omkring kl. 10. Mona lavede vafler til mig, og jeg havde meget svært ved at vælge mellem alle hendes mange forskellige slags te.

Monas billede er det gule i midten. 

Efter morgenmaden tog Mona, David og jeg ind til biblioteket i Edmonds hvor Mona er med i en udstilling kaldet: "It's hard being green...". Ment både som farven grøn men også rent miljømæssigt. Der var rigtig mange flotte værker, både malerier og arbejder i stof, keramik, træ og perler. Mange af kunsterne kom op og fortalte om baggrunden for deres værker, det var meget interessant, og man fik et helt nyt syn på deres budskab.
 Der blev uddelt præmier til de tre vindende kunstværker og derudover var der et kagebord. Grønne kager selvfølgelig!






Senere på dagen tog Mona og David mig med ned i "downtown" i Edmonds hvor der var marked. Jeg var også på mit første Starbucks-besøg nogensinde. Starbucks betyder meget herovre. Det er en verdensomspændende kaffebar som startede i Seattle, så de er overalt. Det var virkelig lækkert! :P
På markedet var der alt muligt. Der var en masse flotte blomster og friske grønsager, tøj, smykker ja alt muligt.
På markedet mødte jeg Janne og Alexander fra min klasse og hilste på deres værtsfamilier. Det var dejligt lige at vide, at jeg ikke var den eneste der var overlevet :)




Smukke georginer på markedet til 5 $ (ca 27 kr)

I tror måske det er kage - men nej! Det er ren sæbe! En dame på markedet havde en sæbebod, og som det anes i baggrunden, havde hun endda hundesæbe! Meget fascinerende... 


Da vi kom hjem spurgte jeg om jeg måtte hjælpe med at lave mad. Jeg er ikke sikker på de regner med jeg skal lave noget overhovedet, men jeg synes det var mærkeligt hvis jeg ikke skulle hjælpe - nu hvor jeg ikke rigtig havde andet at lave. Mona havde købt porrer, kantareller og to slags rødbeder på makedet. Det begyndte ligeså stille at gå op for mig, at jeg måske ikke bare kom til at leve af fastfood alligevel!
Og da hun spørger om jeg vil være med til at lave frisk pasta - altså fra grunden - blev jeg rigtig glad. Jeg kommer til at få ordentlig mad! :D

Aftensmaden var vildt lækker, selvom det var lidt mærkeligt at hun måtte hente en kniv til mig, fordi jeg synes det var lidt mærkeligt uden. De bruger ikke rigtig kniven når de spiser herovre - håber ikke de synes jeg er alt for mærkelig...
Derefter lærte Mona mig et kortspil kaldet Nertz eller noget i den stil. Det er lidt ligesom 7-kabale bortset fra at man spiller mod hinanden. Jeg tabte stort!

I dag tog vi ind til Seattle hvor Mona havde nogle billeder udstillet i et galleri. Vi kørte rundt i området, og jeg fik virkelig en fornemmelse af hvor stort det er! Universitetet kan rumme omkring 30.000 studerende! Det er langt ud over min fatteevne!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar