søndag den 17. oktober 2010

Burger, pomfritter og cookies

I har sikkert, ligesom mig, tænkt over, hvad man egentlig ville få serveret herovre i Amerika! Skrækscenarierne om endeløse mængder af fedt og sukker har trængt sig på. Og selvfølgelig har de en frygteligt masse ulækre ting - eller lækre om man vil - herovre. Cookies med chokoladestykker på hvert et gadehjørne. Burgerbarer, pizzasteder, mexikanske take-awaysteder og kinesiske forårsruller og nudler dryppende af fedt... Men min erfaring efter et par uger er, at man selv kan vælge! Hvis man gerne vil være fed, så har man alle muligheder, og hvis man ikke vil, så håber jeg, det kan lade sig gøre!

Heldigvis er jeg landet i et rigtig godt hjem, hvad det angår. Maden er overvejende sund og varieret, selvom jeg godt nok får vafler til morgenmad hver weekend... Det der med fastfoodrestauranterne har jeg prøvet at holde mig fra. Mest af alt fordi det simpelthen ikke virker tiltrækkende på mig! Jeg bliver nærmere frastødt når jeg står i den ende af centeret de kalder "The Terraces Food Court". Det lyder måske tiltrækkende, lige til man ser at det fine navn gemmer på 13 fastfoodsteder placeret i rundkreds. Om jeg så var meget sulten, ville jeg ikke spise der!

I stedet spiste jeg i går lørdag på en italiensk restaurant med tre af pigerne fra klassen. Og det var lækkert! Så ved jeg så ikke hvor mange kalorier der var i det, men jeg er sådan set også ligeglad så længe der er lagt kærlighed i det - og det er der i hvert fald ikke på de der fastfoodsteder!



Mhhh... Med drikkepenge kostede pastaen, isen og lige så meget lemonade jeg kunne drikke 25 $. Det svarer til 133 kr. Og så var det virkelig også fantastisk mad!



En anden sjov ting er, at jeg tror jeg har set én Mcdonalds herovre. En! I Danmark og resten af Europa kan man ikke køre 10 km uden at se en Mcdonalds, og i de større byer ligger de nærmest på hvert gadehjørne. Men sådan ser virkeligheden ikke ud her i "den gyldne måge"'s hjemland. Problemet er, tror jeg, at der simpelthen er konkurrence herovre. Taco Bell, Wendy's, Subway og alle mulige andre fastfoodrestauranter stjæler billedet og kunderne. Det er mærkeligt hvorfor lige Mcdonalds har fået monopol på Europa på den måde...?




En anden mærkelig ting ved Amerika og mad er, at de spiser meget grimt. I hvert fald målt efter danske normer for høflighed! De skovler! Det der med en kniv, det bruger de ikke. Med mindre der altså er en ordentlig steak, der skal parteres. Når de så har skåret dyret i mundrette bider, så lægger de kniven og skovler videre.
Jeg føler mig meget mærkelig, når jeg sidder der og prøver at være høflig, det bedste jeg har lært, og jeg så bare finder ud af, jeg ser totalt mærkelig ud. Jeg prøver, men per automatik ligger kniven altså i min højre hånd gennem hele måltidet. Og ja, sådan er jeg, så må vi se hvor meget af de "dårlige manerer" der hænger ved når jeg kommer hjem.


Det hyggelige køkken hos min værtsfamilie hvor der bliver lavet sund mad! Også når det ikke er mig der laver maden. Det skal lige tilføjes at jeg kun laver mad når de ikke er hjemme. Har leget lidt med tanken om at lave dansk bøf til dem, men tror bare jeg dropper det.

Og når ja, så lavede vi også lige nogle cookies i går her hos værtsfamilien, lidt sødt skal der jo være plads til!
Vil forsøge at få opskriften med hjem!


Tilføjelse! Mormor, mor og datter kiggede mærkeligt på mig, da jeg spurgte hvorfor de brugte en kniv, og ikke en kartoffelskræller til at skrælle æbler med. De bruger kun kartoffelskrælleren til kartofler! Mærkeligt...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar