fredag den 24. september 2010

Så er det nu!

Så er det vist blevet tid til at lave det første indlæg på bloggen...! En lille smule fordi jeg ikke gider at lave tyskaflevering, men mest fordi jeg netop har fået svar på min mail som jeg sendte til min værtsmor, Mona, for et par dage siden! Nu er det ligesom nu ikke? Det er virkeligt rigtige mennesker af kød og blod jeg skal over til, og de ved jeg kommer. Ingen vej tilbage.
Blev rigtig glad da jeg læste hendes mail. Det er som om det først rigtig er gået op for mig jeg skal af sted. Der stod bl.a. at deres yngste datter Lea kommer hjem fra college et par gange mens jeg er der, hvilket jeg er ret glad for eftersom hun kun er et år ældre end mig. Derudover sendte hun mig et link til deres ældste datter Alyssas blog, hun er i Jordan som udvekslingsstudent, og et link til sin egen hjemmeside. Hun er kunstner og siger det kunne være sjovt "to make some art together". Jeg har været inde at kigge på hendes værker og jeg synes de er rigtig flotte, men heller ikke så teknisk overlegne at jeg ikke ville turde sætte en streg på et stykke papir i nærheden af hende. Jeg synes det er vildt fedt, især når man tænker på hvor mange andre fra klassen der lige ville have synes det? Det er jo perfekt. Desuden skrev hun jeg kunne gå til Zoomba mens jeg var der, hvilket jeg faktisk har tænkt på at prøve herhjemme, lidt et sammentræf. Og så skrev hun at hun elskede at lave mad og hvad mine livretter var (er den kvinde ikke bare skøn?). Jeg ved slet ikke hvad jeg skal svare på den mail! Tror jeg venter et par dage til den værste eufori har lagt sig.
Alt i alt er jeg bare rigtig glad. Hun virker rigtig sød og på hendes hjemmeside kunne jeg se hun kun er et år ældre end min egen mor. Det virker virkelig som om familien har tænkt sig at tage imod mig med åbne arme og investere en del tid i mig. Nu er jeg jo også den eneste når begge døtre er væk, og jeg er den eneste udvekslingsstuderende de har boende. Virkeligheden er så småt begyndt at snige sig ind på mig - om en uge er jeg i the US of A!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar